10 sunde fødevarer til at pleje din krop | RaskRask

Vil du gerne give din krop de bedste forudsætninger for at være frisk og rask? Her er 10 bud på sunde fødevarer, som du kan spise for at pleje din krop indefra.

1. Ingefær

Ingefær har flere sundhedsfordele. Blandt andet ser det ud til, at ingefær påvirker nervesystemet og har kvalmestillende effekt i fordøjelseskanalen og i centralnervesystemet. Det tyder også på, at ingefær har en betændelsesdæmpende effekt, blandt andet hvis man lider af gigt.

2. Gurkemeje

Meget tyder på, at det aktive stof curcumin i gurkemeje har en antiinflammatorisk virkning, hvilket er godt mod betændelsestilstande i kroppen. Gurkemeje er også rig på antioxidanter, som hjælper med at beskytte hudens celler. Planten beskytter også vores led og bidrager til et sundt immunforsvar.

3. Citrusfrugter

Citrusfrugter har et højt indhold af C-vitamin. Typisk dækker bare 100 gram citrusfrugter, hvilket svarer til ca. to clementiner, mellem 50-100 procent af vores daglige behov for vitaminet. Det er vigtigt, at vi får nok C-vitamin, da det støtter vores krops opbygning af stærke led og sener. Derudover fremmer det kroppens optagelse af jern fra maden.

4. Blåbær

Man skal ikke undervurdere et blåbær trods dets størrelse. Det lille kompakte bær indeholder antioxidanter og C-vitamin. Derfor er dette lille bær den perfekte snack.

5. Ginseng te

Ginseng hævdes blandt andet at kunne forbedre vores evne til at lære nyt, huske og lave fysisk arbejde. Derudover kan det hjælpe på angsttilstande og normalisere blodtrykket. Ginseng hjælper kroppen med at bekæmpe betændelsestilstande.

6. Røde æbler

Når man spiser æbler får man meget af plantestoffet kaldt flavonoider. Det gælder især for røde æbler. Flavonoider kan være med til at gøre vores blodkar elastiske og sørger for en bedre blodgennemstrømning i kroppen og hjernen.

7. Mandler

Mandler indeholder sundt fedt, vitaminer og mineraler, og derudover har de et højt indhold af protein og kostfibre. Du kan spise op til 30 gram nødder og mandler om dagen, hvilket svarer til  omkring en lille håndfuld.

8. Fuldkorn

Fuldkorn har mange sundhedsfordele. Det indeholder en masse vitaminer, mineraler og kostfibre. Kostfibrene holder gang i maven og giver mæthed, som forebygger overvægt.

9. Rodfrugter

Hvis du vil spare på kalorierne, samtidigt med at du giver din krop en masse næring, er rodfrugter et godt valg. De har et lavt indhold af kalorier, og så mætter de meget på grund af det høje fiberindhold. De indeholder en masse antioxidanter og mange sunde vitaminer og mineraler. 

10. Grøn te

Grøn te er gennem tiden blevet sat i forbindelse med mange sundhedsfordele. Blandt andet indeholder grøn te mange antioxidanter, som er med til at beskytte kroppens celler mod oxidativt stress.

Læs om menneskerne fra The Blue Zones her, hvis du vil vide endnu mere om sundhed og kost.

Book tid til velvære

Indtast din adresse og find en behandler nær dig

Til toppen